• 1914-1923

    Krige har altid været gode for landbruget, og 1. Verdenskrig var heller ingen undtagelse. Aktieselskabet Kolindsund A/S tjente i krigsårene gode penge, men allerede kort efter krigen var en ny lavkonjuktur på vej. Tyskland lå i ruiner og var tilmed tynget af de store krigserstatninger, landet måtte give til sejrherrerne.

    Om det var udsigten til endnu en lavkonjuktur, der fik Kolindsund A/S til at sælge de fleste af sundgårdene og opløse selskabet allerede i 1921, eller det var fordi nye store investeringer ville blive tvingende nødvendige inden for det næste årti, kan vi kun gætte om, men det er tydeligt, at investorerne valgte at redde deres penge ud, medens projektet stadig havde værdi. Køberne blev private bønder, der dannede et lodsejerlag, der stod for driften af de fælles anlæg som pumper og kanaler med videre.

  • Den store arbejderkonflikt

    I de sidste år Aktieselskabet drev Kolindsund, var det medlem af arbejdsgiverforeningen og havde overenskomst med landarbejderforbundet. De nye bønder i lodsejerlaget ville ikke vide af fagforbundet og ville under ingen omstændigheder skrive overenskomst med arbejderne. Lodsejerlaget meldte sig heller ikke ind i nogen arbejdsgiverforening, og efter et par års stridigheder udbrød en langvarig arbejdskonflikt i september 1923.

    Man gik til stålet i konflikten og allerede i november erklærede arbejderne blokade mod 14 sundgårdes varer. Dette ramte bønderne hårdt, da varerne ikke frit kunne omsættes, fordi arbejdere over hele landet nægtede at håndtere dem. Bønderne blev af deres politiske bagland rådet til at søge erstatninger ad rettens vej for de tab, konflikten havde påført dem.

    Normalt ville en sådan konflikt blive behandlet af den faste voldgiftsret, men da bønderne ikke var organiserede, ville voldgiftsretten ikke påtage sig at dømme i sagen. Derfor havnede sagen i landsretten, der i sommeren 1925 frikendte arbejderne. Men allerede i juni 1926 blev landarbejderforbundet dømt af højesteret til at betale store erstatninger til bønderne. Dommen vakte en del furore i den danske presse omkring den dømmende magts politiske neutralitet.

    Erstatningerne kom til udbetaling i 1928, og lodsejerlaget begyndte at overveje en fornyelse af pumpestationerne. Undersøgelser blev foretaget. Lodsejerlaget skulle tage stilling til forslagene i 1931, men da var økonomien i ruiner på grund af den verdensomspændende lavkonjuktur, der startede med det berømte ”krakket på Wallstreet”. Allerede i 1932 var lodsejerlaget på fallittens rand, og tvangsauktionerne begyndte at melde sig.

  • Løsningen på den økonomiske krise

    Pumpeanlæggene var de samme, der tømte søen 57 år tidligere, og måtte siges at være udtjente. Oveni havde den gamle søbund efterhånden sat sig en del, og afvandingen af de lavestliggende arealer var mangelfuld. Området var i det hele taget slet rustet til at modstå en lavkonjuktur af de dimensioner, depressionen var. Sundbønderne var ikke i stand til at betale pumpeafgifterne, og måtte man standse pumperne, ville alt jo gå tabt. Dette fik lodsejerlaget til at søge regeringen om hjælp til istandsættelse af anlæggene og umiddelbar krisehjælp til at holde pumperne kørende. Det gjorde de ud fra den betragtning, at det måtte være en samfundsopgave at sikre det en gang indvundne land.

    Den socialdemokratiske regering under Stauning var bønderne venligt stemt, men havde ikke glemt arbejdernes forsmædelige nederlag få år tidligere. Som betingelse stillede de, at lodsejerlaget skrev overenskomst med landarbejderforbundet inden, forhandlingerne om hjælp kom i gang. Under forhandlingerne standsede ejerlaget pumperne i tre dage for at lægge pres på regeringen. Resultatet blev, at der blev bevilget 40.000 kr. til øjeblikkelig hjælp til at holde Kolindsund kørende, og der blev givet tilsagn om yderligere lån og garantier til renovering af anlæggene.

    Fakta var, at sundbønderne slap utroligt billigt fra disse forhandlinger. Overenskomsten, der blev indgået, omfattede kun de 14 mennesker, der var ansat under lodsejerlaget, og ikke de mange landarbejdere, der var ansat hos bønderne. Lodsejerlaget fik billige statslån til gennemførelsen af grundvandssænkningen, forstærkninger af dæmningerne og udvidelsen af Nordkanalen. Der blev bygget nye pumpestationer i Fannerup og Enslev og hele anlægget stod færdigt i vinteren 1938.